Guide: Årets julemarkeder på Frederiksberg
Traditionen tro fyldes Frederiksberg med masser af julestemning, når gader, stræder og parker lægger hus til julemarkeder for enhver smag.
Julemarked i Haveselskabets Have
Glæd dig til masser af boder fyldt med skønne julesager, unikt kunsthåndværk og lækre delikatesser - både ude og inde. Oplev desuden den magiske stemning, når faklerne tændes i den stemningsfulde have. Fri entré
Tid: 16.-17. november kl. 11-17
Sted: Haveselskabets Have, Frederiksberg Runddel 1
Jul i ZOO
Rensdyrene og resten af alverdens dyr byder indenfor til en hyggelig naturjul i ZOO. Haven er pakket ind i ren(s)dyrket julestemning, bålsteder at varme sig på og massevis af gran og gevirer. Oplev et væld af sjove og lærerige juleaktiviteter for hele familien.
Tid: 16. november - 1. januar
Sted: ZOO, Roskildevej 32
Green Maker Julemarked
Oder / Uno inviterer til julemarked lørdag den 23. november. I år kan du lave dine egne juledekorationer i klippe-klistre-området. Adgang til workshoppen koster 50 kr., og alle materialer er inkluderet. Nyd den varme julestemning rundt om markedet med traditionel gløgg og æbleskiver, mens du udforsker unikke, miljøvenlige gaver, møder andre grønne entusiaster og skaber dine egne festlige dekorationer.
Tid: Lørdag den 23. november kl. 11-15
Sted: Oder /Uno, Bispeengen 20F, 2000 Frederiksberg
Læs mere om Green Maker Julemarked
Julemarked i stalden på Store Godthåb
Oplev den ægte gammeldags julestemning på Store Godthåb, hvor gårdspladsen pyntes op, og du kan købe pyntegrønt, juletræer, diverse bånd og pynt til dekorationer, samt æbleskiver, gløgg og kakao. På udvalgte dage er det også muligt at udfolde sine kreative evner i den lune julestue og kreere sin egen juledekoration.
Tid: 28. november - 23. december 2024
Sted: Store Godthåb, Godthåbsvej 79A
Julemarked i det gamle Møntvaskeri
Kunstner og forfatter Sissel Bergfjord åbner dørene til sin butik og værksted i det gamle møntvaskeri på Rolfsvej, hvor du kan finde lokale og fairtrade gaveartikler; kunst, bøger, smykker, tasker, unika keramik og lækre gourmet juleprodukter fra Hr. Skov. Der sælges alkoholfri gløgg og den 30. november kl. 12-14 afholder Steven fra Hr. skov snapsesmagning for de nysgerrige.
Tid: 30. november - 1. december og 7.-8. december 2024 kl. 11-17
Sted: Rolfsvej 30-2000 Frederiksberg C
Jul på Bakkehuset
Kom i den ægte gammeldags julestemning, når Bakkehuset skyder julen i gang. Til Jul på Bakkehuset kan du kreere dit helt eget magiske vinterlandskab i workshoppen med tegnestuen All About A. Skuespiller Anette Vetö læser julehistorier højt, og Frederiksberg Musikhøjskoles børnekor synger julen ind. I Orangeriet kan du købe æbleskiver, glögg, julekage og andre julelækkerier dagen igennem, så der er julehygge for alle sanser og for både voksne og børn.
Tid: Søndag den 1. december 2024 kl. 11-17
Sted: Bakkehuset, Rahbeks Allé 23
Advent på Fasangården
På adventssøndage kan du varme dig på glögg, varm chokolade, risengrød, æbleskiver, flæskestegssandwich & andre julegodter i gårdhaven samt en række julede aktiviteter for børn og voksne. Oplev blandt andet juletræstænding, jazzmusik, julemanden der deler slik ud og et smukt luciaoptog med Frederiksberg Sogns kvindekor.
Tid: Hver søndag i advent
Sted: Fasangården, Søndre Fasanvej 73, 2000 Frederiksberg
Julemarked på Værnedamsvej
Kom og vær med til byens hyggeligste julemarked. Butikker, caféer og restauranter rykker ud på gaden og byder på det bedste, de har. Du kan blandt andet købe julegløgg, vafler, dejlig mad og gode tilbud. Der vil være stande med vintage, lopper, håndværk og unikke julegaveideer.
Tid: Lørdag den 7. december 2024 kl. 10-16
Sted: Værnedamsvej og Tullinsgade
Kender du til andre julemarkeder på Frederiksberg, så send gerne en mail til oplev@frederiksberg.dk