Oplev byen
Frederiksberg er byen i byen – en selvstændig by og samtidig en del af hovedstaden. Frederiksberg er grønne alléer og klassiske ejendomme, men også moderne arkitektur, metro og myldrende storby.
Byguide
Byen i byen
Frederiksberg er byen i byen – en selvstændig by og samtidig en del af hovedstaden. Frederiksberg er grønne alléer og klassiske ejendomme, men også moderne arkitektur, metro og myldrende storby.
Her er en stærk lokal identitet, hvor kvalitet er omdrejningspunkt - fra de eksklusive butikker med dansk og internationalt design til unikke gastronomiske oplevelser, hvad enten du er til Michelin restauranter eller delikatesseforretninger med hjemmelavede specialiteter.
Gør som de lokale og tag din mad og drikke med i Frederiksberg Have eller en af byens mange andre parker og grønne områder.
Frederiksberg er også hjemsted for Zoologisk Have med Norman Fosters ikoniske elefanthus og en række små specialmuseer og gallerier.
Og gå ikke glip af af den enestående underjordiske kunsthal Cisternerne, der er blevet fremhævet som en af Københavns top ti seværdigheder af bl.a. New York Times. Cisternerne er et tidligere vandreservoir, som ligger dybt under Søndermarken lige over for Frederiksberg Slot.
Frederiksbergfortællingen
Frederiksberg har sin egen fortælling, Frederiksbergfortællingen, der i syv udsagn beskriver dét, der gør Frederiksberg til noget helt særligt. Fortællingen er blevet formuleret i fællesskab af en række af byens virksomheder, institutioner og enkeltpersoner og lyder:
- Frederiksberg er byen i byen, en del af hovedstaden og alligevel en by midt i storbyen.
- Frederiksberg er byen med parker, pladser og klassisk og moderne byggeri opført med respekt for kvalitet, æstetik og holdbarhed.
- Frederiksberg er hovedstadens grønne hjerte med rekreative mødesteder, som inviterer til kulturelle oplevelser i intime rammer.
- Frederiksberg er en international vidensby. Her vil mennesker fra hele verden gerne være og f.eks. studere på Nordens førende uddannelsessteder.
- Frederiksberg er en attraktiv by, der bevidst bruger sin historie og sine styrker til at udvikle sit by- og erhvervsliv.
- På Frederiksberg er der tætte netværk. Vi bruger hinanden til at udvikle nye løsninger (f.eks. Smart City).
- Frederiksberg inviterer til et sundt og bæredygtigt liv, der involverer borgernes egne ressourcer til et aktivt samvær.