Helge Rodes Allé
ㅤ
Helge Rodes Allé
Koerner Studio / Smug One / Storm P.
Selv den stærkeste cigar bliver til aske, 2019
Helge Rodes Allé 2 og 26
I gavlmalerierne ”Selv den stærkeste cigar bliver til aske” går Storm P’s univers i dialog med nutiden. Malerierne er udarbejdet af Koerner Studio og udført i oktober 2019 af den irske streetart kunstner Smug One.
Motivet er et selvportræt af Storm P., hvori der er indarbejdet forskellige Storm P. værker, der repræsenterer vinkler af Storm P, med hans karakteristiske underfundighed, humor og satire.
Den største gavl, er et foto af den helt unge Storm P. ved tegnebordet. Det er et godt afsæt for at sætte fokus på det vilde, eksperimenterende og udfordrende. Den menneskekærlige ”anarkisme” som Storm P. blev eksponent for. Han er omgivet af eksempler på sine opfindelsestegninger og i baggrunden er et maleri i stærke farver. Kvindeportrættet er et godt eksempel på et tidligt værk, hvor Storm P. eksperimenterede med et ekspressionistisk udtryk i sin malerkunst.
Den lille gavl spiller farvemæssigt og kompositorisk godt sammen med den store gavl. Her dominerer et udsnit af Storm P.s ikoniske oliemaleri ”Gårdsangeren” fra 1941. Stilmæssigt umiskendeligt Storm P., som de fleste kender ham. Vagabonden som symbol på fantasien og kunsten, som altid er udfordret af den ensretning og de ulykker, vi mennesker ofte skaber for os selv og vores medskabninger.