At give virkeligheden kamp til stregen

Fra By & Kultur magasinet:
Martin Bigum fik i oktober prisen som Årets Frederiksberg Kunstner 2013. By & Kultur magasinet mødte ham i tårnstudiet på Frederiksberg til en samtale om hans kunst og måde at arbejde på.

Hvad er du optaget af lige nu?

Jeg er i fuld gang med at lave billeder til en udstilling i Peter Amby Gallery i november og en stor udstilling på Frederiksborg Slot i 2015.

Jeg står på en måde ved en ny begyndelse efter den store udstilling, ”Struktur under huden”, der blev vist på flere museer i 2011-2012. Det var mine værker fra 2003-11. Nu er jeg i gang med næste kapitel.

På den udstilling viste jeg også nye malerier, som hang ned fra loftet i en wire med motor og drejede rundt. Jeg ville vise, hvor enkelt og skrøbeligt et maleri er, blot maling på lærred. På de roterende malerier kunne du se bagsiden med kunstnersignatur, hæfteklammer, kiler osv. Her blev det meget klart, hvor mærkværdigt det egentlig er, at den ting, vi kalder et maleri, kan gøres til en scene, hvor facetter af livet ganske kortvarigt belyses. Jeg har, siden jeg var barn, været fascineret af de her tegninger, hvor du ser en mand med et skæg og opdager, at skægget er en nøgen kvinde, eller et ansigt, som viser sig at være et kranie. Med de roterende malerier ville jeg også vise, at vi ser noget og ved nærmere eftersyn viser det sig også at være noget andet. Jeg vil gerne udfordre beskueren og forventningen til et maleri og hvordan man skal se på det.

Det rå lærred

Der hænger tegninger ved siden af de malerier, du er i gang med. Starter du altid et maleri med en tegning af det, der skal være på lærredet?

Ja, men jeg tror, at det er ved at ændre sig. Jeg er begyndt at tegne op og male direkte på det rå lærred frem for at grunde lærredet med hvid maling først. Det gør det anderledes at arbejde med. Når du maler på det rå lærred, giver det en sanselighed tilbage med det samme.

Inde i et af de malerier, jeg er i gang med, er en række små ”selvstændige” malerier, som er lavet i fri hånd, dvs., de er ikke tegnet på forhånd. Jeg har på fornemmelsen, at jeg en dag når derhen, hvor jeg giver helt los og ikke laver detaljerede tegninger på forhånd. 

Det tomme lærred

Hvordan starter du på et maleri?

Hvert eneste maleri hos mig er et forsøg på at give virkeligheden kamp til stregen. Det er derfor, jeg står i mit atelier hver dag. Hvis man lægger mærke til mange ting og opsamler det hele og tænker ”det her kan jeg lave til et billede, jeg kan opsummere det i min egen streg”, så skal man gøre det. Det er en forpligtelse for en billedkunstner. Det ville være en livssynd for mig ikke at gribe en idé og tegne eller male den. Det ville svare til, at andre sagde nej til deres drømmejob, eller at en romanforfatter ignorerede et fantastisk plot.

Griber du idéer alle vegne, eller er der noget bestemt, der sætter dig i gang?

Jeg har altid syntes, at den personlige dimension hos en kunstner er det allervigtigste, at værket må bero på det erfarede. Jeg er ikke interesseret i strategier og opgør med tendenser. Det vigtige er: Hvad har du på hjerte og kan du dreje et billede ud af det, som man kan blive ved med at kigge på i mange mange år. 

Mange af dine værker er karakteriseret ved at være spændt op mellem modsætninger og store eksistentielle spørgsmål som liv-død, helligt-profant, humor-alvor, samling-splittelse?

De store spørgsmål ligger nok som en grundlæggende interesse hos mig. Da jeg tog skridtet væk fra tegneserieverdenen (Bigum tegnede for satiremagasinet MAD fra han var 15-21 år, red.), var det fordi jeg ikke kunne holde ud, at man ikke kunne konfrontere de store spørgsmål – og det kan du i billedkunst. På den baggrund var det et bevidst valg. Når jeg sad og tegnede, red det mig til sidst som en mare at sidde der og være morsom, for jeg kunne jo se, at livet, som det trængte sig på, var både det ene og det andet.

Frederiksberg

Du fik for nylig prisen som Årets Frederiksberg Kunstner. Hvad betyder det for dig at bo på Frederiksberg?

Min familie har boet her i tre år og noget, der har været interessant at opleve, er den enorme kunstvelvilje, der er hos borgerne. Her er en meget stor åbenhed og folk kommer tit hen på gaden og spørger mig, hvis de har set noget, de undrer sig over. Nogle har set mig i DRK´s Kunstquizzen og det kan være lidt underligt, når man står i Irma og er ved at putte kyllingefileter i kurven og der kommer en og spørger eller kommenterer. Men det er meget fint, alle er velkomne, for folk har lyst til at nærme sig det at tale om kunst, er diskussionslystne og vil gerne at forholde sig til kunst. Mange har sagt om Kunstquizzen: ”Jeg anede ikke, man kunne tale sådan om kunst. Men I viser, man kan, og alle kan lære noget”. Det bliver jeg jo glad for.