Frederiksbergske kvinder i front

Til sommer er det 100 år siden, der blev indført kvindevalgret – efter en lang kamp, som involverede aktivister i titusindvis. Her er en historie om tre Frederiksbergkvinder fra kampens forreste rækker.

Det hele begyndte i marts 1848, hvor et oprørsk københavnsk folketog, efter endnu en fransk revolution, truede Frederik d. 7. til at imødekomme kravet om en fri forfatning. Et folketog af mænd forstås, og resultatet blev 1849-grundloven, skrevet af mænd for mænd efter den tids skik.

Det fremprovokerede selvsagt en kvindebevægelse. For hvad er et folkestyre, hvor over halvdelen af folket er udelukket?  Først og fremmest kvinder, men også de underste mænd. Jf. den herostratisk berømte huskeregel om de fem valgretsløse f’er: Fruentimmere, folkehold, fattige, forbrydere og fjolser. I dag ville vi tilføje et sjette: Fremmede.

I 1871 organiserede protesterne sig i en kvindebevægelse og ved knopskydning fra moderorganisationen Dansk Kvindesamfund udviklede der sig en række specialiserede kvindeforeninger over et stort spænd fra LO fagforeninger til KFUK. Stadig flere med kvindevalgret på dagsordenen.

Op mod år 1900 var der opstået en veluddannet, selverhvervende, politisk skolet kvindeelite, der havde meldt sig ind i foreningsdanmark, skabt en feministisk offentlighed og gjort kvindevalgret til et folkekrav. Efter århundredeskiftet tikkede resultaterne da også ind i form af valgret til

• Menighedsråd i 1903
• Hjælpekasser, en udbygning af den kommunale socialforsorg, i 1907
• Kommunalbestyrelser i 1908
• Rigsdagen i 1915. Rigsdagen var den lovgivende forsamling, som frem til 1953 bestod af to kamre: Folketinget og Landstinget.

Tidligere havde de politiske partier stort set været lukket land for kvinder. De havde uanset partipolitiske sympatier været henvist til at øve indflydelse gennem den erklæret tværpolitiske kvindebevægelse. Nu blev der rift om dem som vælgere og for de fremmeste som kandidater.
Ikke mindst på Frederiksberg, der tog prisen for landets højeste kvinderepræsentation på hele 20 % ved kommunevalget i 1909 og også udmærkede ved at stille med en af de første fire kvinder i Folketinget.

Pionergenerationens tre største profiler var kommunelærerinde Karen Ankersted og boghandler Ellen Branth, der kom i kommunalbestyrelsen for de konservative i 1909 og ejendomsadministrator Camilla Nielsen, der indledte sin politiske karriere som hjælpekassemedlem i 1908. Foruden deres solide – og for tidens kvinder sjældne – professionelle kompetencer, bragte de stor kvindesaglig ekspertise med ind i politik. Ankersted var blandt de stiftende medlemmer af Københavns Kommunelærerindeforening, hvor hun i flere omgange besad formandsposten, ligesom hun repræsenterede foreningen i Danske Kvinders Nationalråd. Branth og Camilla Nielsen tog del i valgretskampen både gennem Dansk Kvindesamfund, Martsforbundet af 1908, som Branth stiftede,  og Landsforbundet for Kvindernes Valgret, som kuglerne blev støbt til i Camilla Nielsens dagligstue.

Alle tre havde naturligvis nøgleroller ved grundlovsfejringen i 1915. Man fandt Camilla Nielsen blandt talerne ved Socialdemokratiets grundlovsfest i Søndermarken, Ellen Branth blandt arrangørerne af Danske Kvinders Valgretstog og Karen Ankersted i spidsen for modstanden af ”mod kvindetoget”, som mange konservative betragtede som et takketog til den af dem forhadte radikale regering.