Bas under Buen

Siden 2010 har Bas Under Buen leveret musikevents til et bredt publikum. I år vender Skandinaviens største basarrangement tilbage for tiende gang den 13. juli under Bispeengbuen.

Som sædvanligt præsenteres masser af musik inden for basgenrer som dub, hip-hop, garage, grime, dubstep og drum’n’bass. Med 10 års jubilæet i baghovedet har arrangørerne valgt at genbesøge nogle af de navne, der tidligere har spillet til Bas Under Buen.

Blandt andet kommer den danske EDM-stjerne Snavs, der første gang spillede til Bas under Buen i 2014. Siden da er han blevet et af genrens mest lysende talenter og spiller udsolgte shows i både Asien og Nordamerika.

Et andet velkendt navn er danske Eloq, der er kendt fra den elektroniske trio AV AV AV. Han debuterede til Bas Under Buen i 2011 og har siden da markeret sig med produktioner for MØ og The Minds of 99. Senest er han aktuel med EP’en Love City.

På plakaten finder man også Bas Under Buen debutanter som hip-hop trioen Natkat, der også er at finde på årets Roskilde Festival.

Som altid er det helt gratis at deltage i Bas Under Buen, og som noget nyt vil der være et ekstra område med børnebas, ansigtsmaling og andre aktiviteter rettet specielt til børn og deres forældre.

Lørdag den 13. juli kl. 15-23
Under Bispeengbuen
Fri entré