Parker

Frederiksberg Have 

Frederiksberg Slotshave er et af hovedstadens største og mest attraktive åndehuller. Ved hovedindgangen for enden af Frederiksberg Allé byder statuen af Kong Frederik VI (udført af H.W. Bissen 1858) velkommen til den mere end 300 år gamle have, hvis nuværende engelsk-inspirerede romantiske præg med snoede stier, kanaler - hvor man kan sejle rundt i robåd - og prægtige træer stammer fra omkring år 1800. 

På samme tid (1802) blev Apistemplet opført efter tegning af maleren og arkitekten Nicolai Abildgaard. Templet ligger ved grænsen til Zoo med front mod Frederiksberg Have. Lige i nærheden kan man kigge ind til elefanterne i Zoo.

I 2004 blev det kunstige vandfald på Kildeøen genetableret, og netop vandfaldet var oprindelig set anlagt som en del af den romantiske have. Ikke langt derfra er Det Kinesiske Lysthus at finde, som også ligger på en af øerne i Frederiksberg haves kanalsystem. Huset blev specielt benyttet af Frederik den VI's familie ved teselskaber.

Hvert år til Sankt Hans er haven også samlingssted for titusindvis af mennesker, der følger fællessang, taler, musik og hekseafbrænding ved søen foran slottet.

Åbent: Hver søndag fra 1. maj til 31. aug. kl. 14-16, teservering på øen hver søndag kl. 12-18 i maj-september (dog lukket grundet renovering i 2015). 

Flere oplysninger om Frederiksberg Have: her 

Åbent: 
Afhængig af årstiden, men haven åbner kl. 6 og lukker ca. en time efter solnedgang.

Kanalbådene: Maj-september: man-fre 10-17, lør,søn 12-18, hvis vejret tillader det ! Tlf. 38 11 44 32 

Søndermarken 

Anlagt og omlagt samtidig med Frederiksberg Have, og de to haver er i dag adskilt af Roskildevej, men udgør samlet et af Nordeuropas største parkområder beliggende i bymæssig bebyggelse.  

For nyligt er der anlagt en interaktiv motionsrute på 2½ km med belysning og digitale funktioner.

Fri adgang døgnet rundt.

Det Kgl. Danske Haveselskabs Have & Brøndsalen

Det Kgl. Danske Haveselskabs Have fik sin nuværende placering ved Pile Allé og Frederiksberg Runddel tilbage i 1884. Med sine snirklede stisystemer og mangfoldige blomster, buske og træer er denne gamle have en perle midt i storbyen. Sommeren igennem er haven rammen om forskellige arrangementer. 

I selve haven ligger den smukke Brøndsal, der blandt andet benyttes til udstillinger og koncerter. 

Åbent: Der er adgang til haven alle ugens dage fra solopgang til solnedgang. Nærmere oplysninger: Det kgl. danske Haveselskab, http://www.kglhaveselskab.dk

Frederiksberg Runddel

Danner om vinteren (dec.-feb.) rammen om en kunstig anlagt skøjtebane. Læs mere her

Labyrinten på Pile Allé

Labyrinten på Pile Allé er udformet som etiketten på en tuborg-flaske, og labyrintens "vægge" består af en smuk bøgehæk. 

Universitetshaverne på Frederiksberg 

Haven er anlagt i 1858 samtidig med opførelsen af fakultetet (den tidl. Landbohøjskole). Haven byder i foråret og frem til det tidlige efterår på et væld af blomster, hvor de mange eksotiske træer og lægeplanter kan fremhæves. 

Bülowsvej 17-19. Åbent: Hver dag året rundt (undt. juleaften og nytårsaften) fra solopgang til solnedgang. 
Tlf. 35 33 21 82, http://www.plen.ku.dk/om/pfv/haven  

Lindevangsparken 

Foruden et flor af blomster sommeren igennem, så byder parken på en stor legeplads med udfoldelsesmuligheder for de 0-15 årige. Derudover findes bold- og rulleskøjtebane samt soppebassin for de mindste i varme perioder. Om vinteren (dec.-feb.) er der en kunstig anlagt skøjtebane. 

Rosenhaven 

Med indgang fra Allégade findes en smukt anlagt rosenhave afskærmet fra byens trafik og støj. 

Søfrontparken ved Sankt Jørgens Sø 

Ved Sankt Jørgens Sø er etableret et rekreativt areal på ca. 7000 m2. I parkens "point de vue" ved Svineryggen, er der etableret en smuk plads med granitstenstrappeanlæg mod Sankt Jørgens Sø. 

Den grønne sti (cykel-/gangsti)

Diagonalt igennem Frederiksberg er der etableret en ny cykelrute/gangsti. Stiprojektet omfatter ca. 9 km fra Lyngbyvej i nord over Nørrebro og gennem Frederiksberg til Valby i vest. 

Temahaver i Solbjerg Parkkirkegård 

Som led i omdannelsen af Solbjerg Kirkegård til parkkirkegård, er der etableret en række temahaver i kirkegårdens vestlige del. Foreløbigt kan den besøgende opleve fem forskellige havetemaer i parkområdet: "Dufthave", "Bibelhave", "Sommerfuglehave", "Dahliahave" og "Vandhave".