Arkitektur

På Frederiksberg er arkitekturen højt prioriteret, og rundt omkring i kommunen kan man finde en lang række forskellige bygningsmæssige stilarter helt tilbage fra 1600-tallet og frem til i dag. 

Fra tiden før 1900 kan blandt andet nævnes Frederiksberg Slot på Roskildevej, der blev opført omkring år 1700 og senere ombygget i italiensk barokstil. Frederiksberg Kirke fra 1734 med sin særegne ottekantede form er opført i hollandsk stil, og Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskoles (i dag Det Biovidenskabelige Institut) oprindelige bygning fra 1858 er tegnet af M.G. Bindesbøll. 

Der er mange eksempler på funktionalismen fra slutningen af 1920'erne og adskillige årtier frem. Det gælder for eksempel dobbelthusene på Emanuel Olsens Vej tegnet af Hans Dahlerup Bertelsen, Novos (nu: Novozymes) bygning på Nordre Fasanvej fra 1934 tegnet af Arne Jacobsen, og Radiohuset på Rosenørns Allé fra 1945 tegnet af Vilhelm Lauritzen. 

Det helt nutidige byggeri kan ikke mindst ses i det centrale område omkring Frederiksberg Metrostation. I 1996 blev indkøbscentret Frederiksberg Centret indviet, som blev tegnet af KHR Arkitekter. På Solbjerg Plads blev en afdeling af Handelshøjskolen indviet i 2000, tegnet af Vilh. Lauritzens Tegnestue, og i 2006 blev yderligere en nybygning, Kilen, taget i brug mellem Solbjerg Plads og Nordre Fasanvej - tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitektfirma. Det nye Frederiksberg Gymnasium og en tilbygning til Hovedbiblioteket - begge tegnet af Henning Larsens Tegnestue - blev ligeledes indviet i 2004, og fælles for alt det nutidige byggeri er, at det er omgivet af spændende pladser og landskabsarkitektur generelt.

Af andre spændende, arkitektoniske værker i Frederiksberg, kan man for eksempel fremhæve Dalgas Have-området, hvor Henning Larsen i slutningen af 1980'erne tegnede en afdeling af Handelshøjskolen og det omkringliggende boligbyggeri. Og ej heller er det til at komme udenom Zoologisk Haves nye elefanthus, når man snakker om arkitektur på Frederiksberg. Et hus, som er tegnet af den engelske arkitekt Norman Foster.