Vil du være med bag kulisserne til Royal Run? Foreninger og eventmagere søges

Den 21. maj fejrer Kronprins Frederik sin 50 års fødselsdag med motionsløbet Royal Run. Løbefesten er for alle og foregår hele dagen i Danmarks fem største byer – og vi har brug for din hjælp til at gøre løbeoplevelsen på Frederiksberg til noget helt særligt.

Underholdning langs ruten
På dagen skal byen vise sig fra sin allerbedste side. Så har du – eller din forening, organisation, skole, arbejdsplads eller noget helt tredje – en sprudlende idé til mad, musik eller andre kunstneriske indslag, som kan afvikles omkring løberuten, så vil vi meget gerne høre fra dig.

Foreninger kan stille med frivillige hjælpere
Vi har også brug for frivillige hjælpere, og derfor søger vi foreninger med tilknytning til Frederiksberg, som  kan og vil stille med frivillige hjælpere til Royal Run. De frivillige skal være med til at give de forventede 25.000 danske og udenlandske løbere og tilskuere en fantastisk oplevelse, når der løbes gennem de frederiksbergske gader. Det kan være som vejvisere, tilskuerguider eller bemanding af væskedepoterne langs ruten.

Vil du med?
Foreninger med frivillige er velkomne til at henvende sig til Sparta v/ Merete Røder på merete@sparta.dk eller telefon 26 81 2650 for at høre nærmere. Har du en idé til underholdning, så henvend dig til Frederiksberg Kommune via eventkoordinator Hanne Schønemann på hasc02@frederiksberg.dk eller telefon 2898 0131.

 

Du kan læse mere om Royal Run på royalrun.dk og i det nye By & Kultur magasin her